Iben spændte sit sikkerhedsbælte. Hun byttede ikke plads med mor. Hun glædede sig som en sindssyg til at gense Costa Rica. De store bjerge, der var beplantet med kaffebuske, så langt øjet rakte. Grønne buske med røde bær, der smagte sødt og friskt, hvis man spiste dem, inden de blev ristet og malet til kaffepulver.
Små lunde, hvor luften nærmest stod stille, mens hundredvis af farvestrålende, blå sommerfugle flaksede rundt og hilste på de nikkende rosa blomster. Hun glædede sig til at hike op til vandfaldet, hvor luften var tyk af fugt fra vandet, der tordnede ned mod klipperne og blev slået som små dråber ud i hovedet på én. Der var altid dejligt svalt at være, også selvom det var så varmt, at asfalten smeltede under sålerne på éns sko, når man gik på vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar